Sidste tid på ARCAS, fødselsdag og Semuc Champey

Det er lang tid siden sidste opdatering, så denne bliver ret lang, da der er sket meget.

Mine 3 måneders arbejde på ARCAS er nu slut og jeg er tilbage i Antigua. Den sidste tid på ARCAS bød på en del mindre arbejde, da det pludselig væltede ind med frivillige. Meget mærkeligt at stedet var fyldt med mennesker, når det ellers hele tiden har været relativt tomt. Men det var rart også at have lidt mere socialt her til slut.
Knap 2 uger før jeg rejste skulle jeg give aberne videre til en anden frivillig, der skulle have dem i den næste måneds tid. Det synes jeg var rigtig svært og slet ikke sjovt, da jeg efter næsten 3 måneder med dem var blevet god til jobbet, kendte abernes individuelle opførsel og vidste præcis hvordan det hele skulle gøres ordenligt. Så at give jobbet videre til en næsten ny frivillig, som endda "kun" skulle have dem i en måned synes jeg ikke var rart. Heldigvis var den frivillige, dén af de frivillige, som jeg så bedst egnet til jobbet, og jeg gjorde mit bedste for at fortælle alt om at passe dem. Efter 2 dages træning havde hun nu aberne helt alene og jeg havde ikke længere mulighed for at se til dem, da de ikke skal skifte mellem for mange personer. Så en lidt hård og brat afslutning som abemor. Men det hele gik nu alligevel, selvom det ikke var det sjoveste.

Det nærmede sig min sidste arbejdsdag og min 21-års fødselsdag den 29. november, og dagen før blev både jeg og Alejandro (som også havde fødselsdag d. 29/11) hver især overrasket med en stor kage og piñada. Alejandro slog sin piñada i stykker på omkring 5 slag mens jeg nærmere var 500 slag om det. Men jeg har heller aldrig før prøvet at have et tørklæde for øjnene, blive snurret rundt og derefter slå en kæmpe figur fyldt med slik i stykker med en pind. Og det var altså sværere end det lyder. På selve min fødselsdag stod jeg op til lys på badeværelset, en lykønskning på spejlet samt slik og varm kakao med hilsner skrevet på pakningerne - rigtig hyggeligt. Jeg var så heldig at have fødselsdag på en lørdag (pancake-day) så lækker morgenmad ventede efter første vagt, og spiste ikke mindre end 10 pandekager, der endte med at blive min rekord. Jeg fik et super fint fødselsdagskort hvor flere af de frivillige samt Anna og Alejandro havde skrevet en lille hilsen til mig, og så fik jeg et fodaftryk at en af aberne (A. Palliata). Om eftermiddagen blev en ugle udsat i skoven nær projektet, så fik set endnu et dyr blive frit igen. Om aftenen tog alle frivillige med mig til Flores for at fejre min fødselsdag på Los Amigos, hvilket var rigtig hyggeligt. Det blev desværre også tid til at sige farvel da de andre tog med båden tilbage mens jeg skulle overnatte i Flores. En underlig følelse ikke længere at skulle tilbage med båden, ikke længere at skulle tidligt op på arbejde, og i det hele taget underligt at de 3 måneder var slut.

Søndag morgen ventede en 9-timers bustur til Lanquin og det beskyttede naturområde Semuc Champey. Den lange bustur inkluderede omkring 2 timers smal, hullet grussti på kanten af bjerge, hvor skrænten var meget tæt på hjulene efter min mening. Men jeg kom sikkert frem, og fortrød det ikke et øjeblik, da jeg morgenen efter så hvad Semuc Champey havde at byde på - fantastiske, klare, turkisblå naturlige pools i forskellige højder, som jeg svømmende i og skulle hoppe fra pool til pool. Det var grænseoverskridende at skulle hoppe, men en fantastisk oplevelse. Men langt mere grænseoverskridende blev det hen på eftermiddagen da vi skulle ind i en kulsort grotte med både vand og vandfald med stearinlys som eneste lyskilde. Turen i grotten varede halvanden time og var som noget jeg kun har set i film. Vi skulle svømme, klatre, hoppe, gå gennem vandfald - at dette i en mørk grotte med stearinlys. Og ikke nok med at det var mørkt, så havde jeg ikke mine briller på, da jeg højst sandsynligt ville have mistet eller ødelagt dem, så jeg kunne næsten intet se. Det var en vild oplevelse, men jeg var nu lettet, da jeg kunne se sollyset i udkanten af grotten igen.

Efter 11 timer i bus i går (havde ellers fået at vide at turen var 6 timer) ankom jeg igen til Antigua. Det er mærkeligt, men rart at være tilbage hvor jeg startede i den samme by, i det samme hus og endda i det samme værelse. Her er omkring 20 grader og sol om dagen, men ret køligt om natten. Så nu skal jeg bare nyde mine sidste dage med ferie, sol, is og kage inden jeg om bare 13 dage vender tilbage til kolde Danmark - og har allerede startet ferien godt med et stykke cheesecake fra konditoren.
Glæder mig til at komme hjem til Danmark, familie, venner, Shiba, julestemning, måske sne, dansk mad og hygge.

Udsætning af rehabiliterede dyr

En gruppe frivillige på 9 personer fra Oakland Zoo har været her for at arbejde i en uge. De skulle med på en stor udsætning af dyr fra ARCAS til naturen i en fredet naturpark.
Jeg var rigtig skuffet over at gruppen, som kun skulle være her en enkelt uge, fik lov til at få sådan en oplevelse, når jeg, som skal være her i 3 måneder, ikke kunne få lov til at komme med. Men årsagen var vidst at Oakland Zoo donerer en masse penge til ARCAS og støtter dem. Men jeg syntes nu stadig det var lidt uretfærdigt, da jeg både lægger mange penge og meget arbejdskraft i projektet. Jeg spurgte om jeg kunne komme med hvis jeg også betalte det beløb som Oakland Zoo havde givet for at gruppen kunne komme med, men det kunne jeg desværre ikke.
På dagen for udsættelsen, midt i min morgenmad, fik jeg 5 minuttet før afgang at vide, at jeg godt kunne komme med alligevel, hvis jeg betalte 100US$ (600kr), hvilket jeg gerne ville, og så var det bare at løbe op til huset for at pakke en taske og direkte afsted! Meget heldigt for mig.
Køreturen var omkring halvanden time før vi nåede til Parque Nacional
Yaxha Nakum Naranjo nær grænsen til Belize. Vi kørte i 3 biler hver læsset med flere dyr på ladet. Før dyrene skulle udsættes kørte vi langt ind i den meget tæt bevoksede skov, og måtte flere gange stoppe for at skære "vejen" fri med både machete og motorsav. Da vi ikke kunne komme længere foregik resten på gåben hvor vi bar dyrene i deres transportbokse.
De dyr, der skulle udsættes var 1 bæltedyr, 2 tukaner, 2 grissons, 2 vaskebjørne og 9 koatimundis. Dyrene skulle udsættes forskellige steder, bl.a. fordi nogle af arterne er fjender som grissons og koatimundis (grissons kan dræbe koatimundis, hvilket skete i sidste uge på projektet). Det var skønt at se de forskellige dyr komme ud af deres små bure for sidste gang og vide, at nu var de frie og måtte klare sig selv. Fordi man arbejder så hårdt for lige netop dette, var det en stor oplevelse at være med og ikke bare høre om det og se billederne. Så selvom det var noget af en dyr tur, så er jeg meget glad for at jeg tog med. Og den oplevelse kan jeg bestemt ikke lige få igen, så det var bare med at tage chancen når nu den bød sig. Og jeg var så heldig at åbne buret til en koatimundi, så den kunne komme ud i det fri.
Efter de vellykkede udsættelser af alle dyrene var vi en kort tur i den mere turistede del af nationalparken hvor vi så kæmpe store og imponerende mayatempler. Det fuldendte lige oplevelsen at få det med også. At se den rene natur fra toppen af et tempel og vide, at her kunne dyrene leve for sig selv gemt væk fra menneskelig kontakt, og formere sig og udbrede arten, var rart.
Jeg er meget taknemmelig for at have været med til dette, og samtidig få bekræftet at det hårde arbejde betaler sig og giver mening.

Afslappende ferie

Så er det en uge siden jeg kom tilbage fra en særdeles afslappende ferie i Belize på øen Caye Caulker - en lille bitte ø omringet af det smukkeste klare blå vand, sandstrand og palmer. Et ret paradis at holde ferie i. Brugte det meste af min tid på at slappe af, spise is og lækker mad. Dog var jeg også på en lille snorkletur, hvilket var en helt fantastisk oplevelse, selvom jeg kun havde valgt en mindre tur, hvor man ikke så så meget som på de større ture. Men for mig var der rigeligt at opleve i en helt fremmed verden under havets overflade, hvor en særlig stilhed straks overtog. Jeg hoppede i vandet med snorkleudstyret, og så var jeg  omringet af hajer og rokker! Hele vandet var fyldt af dem, fordi de blev fodret. Det var ikke farlige hajer, men de var nok 1-1,5 meter, så alligevel lidt skræmmende, og rokkerne var bestemt heller ikke helt små. De svømmende så tæt på at jeg rørte både en haj og en rokke. Derudover så jeg koraller og også en masse forskellige fisk - både store og små fisk i mange forskellige farver. Er glad for, at jeg valgte at tage på den tur, for det var virkelig det hele værd.

Det kunne bestemt mærkes at det ikke var højsæson for turister, for øen var relativt tom. Men det var en hyggelig lille ø, hvor man nemt kunne finde rundt. Menneskene på øen var meget venlige, og efter en uge kunne de fleste huske hvad jeg hed og hvor jeg kom fra - et tegn på at der ikke var mange turister. En gammel mand på stranden kaldte mig en dag hen til ham, og han forærede mig en hel frisk kokosnød som han lige havde fået ned fra en palme. Han skar et lille hul i den, så jeg kunne drikke den friske kokosmælk, som smagte virkelig godt. Jeg smagte også på selve kokoskødet, hvilket jeg til gengæld ikke brød mig om. Det var slet ikke som den faste konsistens vi kender fra de tørrede brune kokosnødder derhjemme, men var meget svampet og blødt med en konsistens jeg måske kunne sammenligne med blækspruttekød. Men rigtig interessant at at prøve.

Ugen gik rigtig hurtigt, men formålet med ren afslapning og fornyelse af visum blev opfyldt, hvilket var det vigtigste. Der er nu kun lidt over to uger tilbage af mit ophold på ARCAS, hvilket jeg synes er ret underligt. Det bliver mærkeligt at forlade stedet, men lige nu glæder jeg mig mest af alt til at komme hjem igen. Fire måneder er godt nok lang tid at være væk hjemmefra synes jeg. Men stadig den nødvendige tid, for at få det ud af rejsen, som jeg gerne ville.

Der er en mening med tingene

Allerede fra min start på ARCAS har jeg syntes at tre måneder her, ville blive meget lang tid (og også for lang tid), og jeg har hele tiden ønsket, at jeg kun havde valgt at være her i to måneder.
Men inden for den sidste uge eller to, er det som om tingene har ændret sig for mig omkring stedet, arbejdet og menneskene omkring mig - på en positiv måde. Jeg føler mig mere knyttet til stedet, dyrene og menneskene nu end på noget andet tidspunkt. Jeg har hele tiden følt mig heldig over at have de fire abeunger at se til, men samtidig har jeg også gerne ville give dem videre, da de virkelig kræver meget arbejde fra min side af. Men da jeg så for få dage siden fik at vide, at jeg måske skulle oplære en ny frivillig i at tage sig af ungerne inden jeg skulle afsted til Belize, blev jeg faktisk rigtig, rigtig ked af det, og havde slet ikke lyst til allerede at "give slip". Jeg havde nemlig regnet med også at have dem når jeg kom tilbage fra Belize, og først skulle oplære en ny frivillig lige inden jeg tog afsted fra projektet. I dét øjeblik jeg fik at vide, at jeg skulle give dem videre, gik det virkelig op for mig hvor meget dette sted egentligt har gjort for mig, og hvor meget det betyder for mig. Bare det at skulle en uge til Belize i morgen er faktisk en smule svært for mig - at overlade det hele til nye frivillige, som endnu ikke har styr på hvordan man gør, har jeg lidt svært ved, fordi jeg ønsker at det hele skal gøres ordenligt. Heldigvis skal jeg alligevel ikke give abeungerne væk endnu, da ingen af os føler at de nye frivillige der er kommet har "evnerne" til jobbet endnu (der er kommet fire nye piger - den ene bliver kun en uge, den anden fire, og de sidste fem uger). Så heldigvis kan jeg trygt overlade ungerne til den veterinærstuderende Dione, som jeg med sikkerhed ved, vil passe godt på dem mens jeg er væk!
Men nu føler jeg, at der helt sikkert har været en mening med, at jeg valgte at være her i tre måneder, og at jeg ikke valgte at forlade stedet før tid, selvom jeg overvejede det i starten.

Mandag aften blev en såret jaguar bragt til projektet, men den døde desværre grundet voldsomme skader fra skud. Den var blevet skudt adskillige gange, og et ribben var brækket.
Tirsdag morgen viste Alejandro mig den døde jaguar - et kæmpe stort og meget smukt dyr, som lå og var død på grund af menneske, der havde skudt den. Meget, meget trist syn.
Hele morgenen og formiddagen blev der udført en meget grundig obduktion af jaguaren. Selvom dødsårsagen er kendt, foretager de altid en obduktion, for at få så meget viden om dyret som muligt. Her kunne de bl.a. se, at jaguaren for cirka et år tilbage også var blevet skudt, men ikke dødeligt såret.
Præcis samme dag, som dette sker, har Alejandro og Fernando et vigtigt møde, og her valgte de så at vise billeder fra denne chokerende begivenhed, hvor de så kunne fortælle at dette er noget der sker LIGE nu, hvilket på en måde bare realiserer problemet omkring truede dyr og menneske der er ligeglade endnu mere. Det er ikke billeder vi viser til hvert oplæg vi holder - nej det er noget der sker i dette øjeblik mens vi står og taler. Noget, som helt sikkert har været med til at påvirke dem, der lyttede, fordi det er chokerende at se et så fantastisk dyr dræbt. Så selvom det er en forfærdelig begivenhed at jaguaren er blevet skudt og desværre ikke kunne redes, så tror jeg alligevel det har medført noget positivt, at det lige netop skete på det tidspunkt, det nu engang gjorde.

Disse to ting viser bare, at der virkelig er en mening med tingene, hvilket er værd at tænke på, og noget jeg prøver at huske på, bl.a. ved at skrive dette indlæg.

2 måneder gået, 2 måneder tilbage

Nu har jeg været afsted i 2 måneder, og er dermed midtvejs på min tur. Har 6 uger tilbage på ARCAS af mine i alt 12 uger (hvoraf den ene tilbringes i Belize), og derefter 2 ugers afslapning i Antigua, hvor det hele også startede. På den ene side går tiden langsomt, fordi jeg tænker på hvornår jeg skal hjem igen. Men på den anden side går tiden også hurtigt og ugerne flyver afsted - føler ikke det allerede er 2 måneder siden jeg vinkede farvel til mine forældre i lufthavnen. Og er ret sikker på at den sidste tid vil komme til at føles endnu kortere, idet jeg allerede den 31. oktober tager en uge til Belize til øen Caye Caulker for at holde en afslappende ferie og samtidig forlænge mit visum ved indrejse i Guatemala igen. Derefter har jeg kun 3 ugers arbejde tilbage, og dernæst mine sidste 2 uger i Antigua.

Efter halvanden måned på projektet, er det virkelig også blevet en helt normal hverdag, som også var det jeg kom efter at opleve. Målet var ikke at være frivillig i en enkelt uge og ellers rejse rundt som turist, som mange her ellers gør det. Meningen var, at jeg skulle nå at sætte mig ind i stedet og kulturen, blive en del af projektet, gøre en seriøs forskel og få det til at blive en del af min hverdag, hvilket man må sige har lykkedes allerede på halvvejen.
Ugedagene her er anderledes end jeg normalt er vant til. Normalt ser jeg ugen som mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag og søndag, hvoraf mandag til fredag er hverdage, og lørdag til søndag er weekend. Men sådan fungerer det ikke helt her. For det første er der jo ikke noget, der hedder weekend, hvilket allerede her ændrer ugen en hel del. For det andet så er alle ugens dage stort set ens - i hvert fald hvad angår arbejdet, som stort set er hele min dag. Jeg står op på samme tid, jeg gør de forskellige ting hver dag på samme tid, jeg passer de samme bure osv. Da jeg heller ikke har weekenden at se frem til, er det derfor også nogle lidt andre ting, der adskiller de ellers meget ens og rutineprægede dage fra hinanden. Så her vil jeg lige opremse hvad der kendetegner de forskellige ugedage. Mandag og torsdag er Flores days, hvilket er de bedste dage på ugen, og ugens højdepunkter, idet jeg mandag har 3 timer i Flores og torsdag har 5 timer i Flores. Begge dage har jeg samtidig fået en anden til at tage sig af babyerne om aftenen, så her slipper jeg også for den ikke så tiltrækkende aftenvagt. Tirsdag og fredag er derimod de værste dage, kaldet både clorine day og fruit run day. Her skal alle bure nemlig vaskes ekstra med klorin og frugten ankommer og skal slæbes ned i køkkenet. Onsdag og lørdag er pancake days, da vi får amerikanske pandekager til morgenmad - min favorit morgenmad her. Spiser normalt 6 pandekager fyldt med smør, sukker og banen - de har bestemt opdaget her, at jeg spiser en hel del mere end alle andre, og har en meget (!) sød tand, og putter sukker på i forvejen rigtig søde ting. Søndag er kendetegnet ved at vi efter morgenmaden har halvanden times pause, hvor vi normalt kun har pause ved selve måltiderne.
Hver ugedag har også en bestemt morgenmad, hvilket er en måde til at holde styr på dagene, og på den måde kan jeg se frem til både Flores day og pancake day.

Fridage i Flores

Så er første måneds arbejde på ARCAS slut, og jeg har derfor tilladt mig at tage tre fridage i Flores for at slappe af og få en lille pause fra den ellers hårde hverdag. Så i går, lørdag, klokken 9, efter jeg havde taget morgenvagten og spist morgenmad, tog jeg en taxabåd til Flores, hvor jeg har to overnatninger på et lille hotel, der hedder Posada de la Jungla. I morgen, mandag, klokken 18 tager jeg så tilbage til regnskoven med båden, og den almindelige hverdag begynder igen tirsdag morgen.
Her er rigtig varmt, da jeg er vant til at være i skygge i regnskoven, men her er der direkte sol i stedet for kæmpe skyggende træer. Og når temperaturen er over 30 grader har jeg simpelthen været nødt til at forkæle mig selv med en is i går og en kæmpe bananasplit med tre kugler is og massere af flødeskum i dag.

På det hotel jeg er på er der varmt vand, så jeg har i dag fået mit allerførste varme bad i halvanden måned - og hold nu op hvor var det bare skønt! Endelig et bad hvor man kunne tage sig god tid og ikke behøvede at skynde sig på grund af iskoldt vand. Fortrød helt at jeg ikke også havde taget et bad i går, da jeg ankom, men i går tænkte jeg ikke ligefrem på hvor rart det ville være med et varmt bad i 35 graders varme.
Og har sovet rigtig skønt i en dejlig stor seng med bløde hovedpuder. Og selvom man ikke skulle tro det, så er der også meget mere stille herinde i byen i forhold til i regnskoven, trods mennesker, biler, musik fra barer osv. Men i regnskoven er der bare så mange lyde fra dyr, som virkelig er højlydte. F.eks. er der en vanvittig høj og konstant lyd, som jeg tror kommer fra græshopper og cikader. Og så er der jo brøleaberne som kan vælge at larme på hvilket som helst tidspunkt at døgnet, så de kan sagtens vælge at gå i gang klokken 02 om natten. Så denne nat har været ganske stille sammenlignet med hvad jeg er vant til. Glæder mig helt til en til af slagsen.

Jeg har de sidste dage på arbejdet begyndt at få meget ondt i håndleddet højst sandsynligt på grund af de mange gentagne bevægelser som at skære frugt og grøntsager med meget sløve knive og at vride håndklæderne efter håndvask. Derfor ville jeg prøve at finde et støttebind eller lignende, som jeg kunne have på når jeg ikke arbejdede. Men da de på apoteket kun havde nogle, der var alt for store til min lille hånd, var jeg nødt til at tænke kreativt - købte derfor et par stramme børnesokker i supermarkedet, klippede foden af, klippede et hul til tommelfingeren og syede dér hvor jeg havde klippet så det ikke skal gå op. Det kan man vidst godt kalde kreativt, hvis jeg selv skal sige det. Den passer perfekt til min hånd, men støtter dog ikke så meget, men giver alligevel lidt ro og varme som er rart. Samtidig har jeg så også købt noget voltaren gel i supermarkedet. Så med lidt opmærksomhed på hvilke bevægelser jeg laver med hånden, det hjemmelavede støttebind og voltaren gel, skal min hånd nok få det fint igen.

Nu er det så blevet søndag aften, og synes allerede tiden er gået hurtigt med mine fridage. Men har jo heldigvis stadig også i morgen tilbage til at slappe af i, og selvom jeg bliver hentet klokken 18 og spiser aftensmad på projektet, så skal jeg jo ikke arbejde i morgen. Og om en måneds arbejde mere er planen at tage en uges ferie til Belize (omkring 1. november) for både at slappe af, men først og fremmes for at mit visum kan blive forlænget, da det kun gælder i 90 dage. Så den uge kan jeg bestemt også se frem til.

Nu vil jeg snart gøre mig klar til at begive mig ud i regnen (solen er gået ned og de regnfulde skyer kommet frem), og få købt mig noget aftensmad. Har planlagt at købe en burger med pommes frites på en restaurant, der ligger på samme gade som mit hotel. Så bliver jeg forhåbenligt heller ike alt for våd i regnen. Og så vil jeg nyde min sidste aften på hotellet inden jeg tjekker ud i morgen klokken 13.

Voksen brøleabe elsker mig

I den tid jeg har været her, har jeg haft de samme bure at se til (og så de fire abeunger derudover). En høg, med kun ét øje, fire kinkajous (ligner små søde bamser, men som hvæser og vil rive dig med sine lange negle hvis muligt) og et bur med 40 mindre papegøjer, som jeg ikke længere passer.
I går fik jeg så et nyt bur at passe - med en enkelt voksen brøleabe. Det lod med det samme til at hun godt kunne lide mig, for hun fulgte mig i alt hvad jeg gjorde, og rørte så vidt muligt ved mig. Hun gav mig også et par forskrækkelser, idet jeg var ved at feje jorden, og da jeg så kigger op er hendes hovede kun få centimeter fra mit, mens hun stirrer på mig.
I morges da jeg gik ind i buret, kom hun med det samme ned på jorden og hen til mig. Da jeg så skulle til at feje klamrede hun sig pludselig til mit ben, og ville ikke give slip igen! Det så nu ret så sødt ud, men fik efterfølgende at vide at hun vidst er alt for glad for mig, hvilket hun ellers ikke plejer at blive for dem, der passer buret. Men hun må åbenbart ikke være så tæt på mig, da det ville kunne gå grueligt galt hvis hun af en eller anden årsag pludselig ville bide mig, og jeg så er så tæt på hende. Så nu skal jeg til at støje og larme når jeg er i buret så hun måske bliver bange for mig - prøvede i eftermiddags, men det lod ikke til at påvirke hende. Så tror det bliver svært at få hende til ikke at kunne lidt mig, men må jo prøve. For vil helst ikke bides af en fuldvoksen brøleabe, for de er altså ikke små aber, ligesom de fire andre jeg passer.